DIN 2503 og DIN 2501 er to forskellige standarder designet af den tyske standardiseringsorganisation (DIN) for flade svejseflanger.Disse standarder definerer specifikationer, dimensioner, materialer og fremstillingskrav tilflangeforbindelser.Her er nogle af de vigtigste forskelle mellem dem:
Flangeform
DIN 2503: Denne standard gælder forflade svejseflanger, også kendt som pladetype flade svejseflanger.De har ingen hævede halse.
DIN 2501: Denne standard gælder for flanger med hævede halse, såsom dem med gevindhuller, der bruges i flangeforbindelser.
Tætningsoverflade
DIN 2503: Tætningsfladen på flade svejseflanger er generelt flad.
DIN 2501: Tætningsfladen på hævede flanger har sædvanligvis en vis hældning eller affasning for let at passe sammen med tætningspakningen for at danne en tætning.
Ansøgningsfelt
DIN 2503: Anvendes almindeligvis i situationer, der kræver økonomi, enkel struktur, men som ikke kræver høj tætningsydelse, såsom lavtryks rørledningsforbindelser til generelle formål.
DIN 2501: Velegnet til applikationer, der kræver højere tætningsydelse, såsom højt tryk, høj temperatur, højviskositetsmedier osv., fordi dens tætningsfladedesign bedre kan matche med tætningspakningen for at give bedre tætningsydelse.
Tilslutningsmetode
DIN 2503: Generelt anvendes fladsvejsning til tilslutning, hvilket er relativt enkelt og normalt fastgjort med nitter eller bolte.
DIN 2501: Normalt bruges gevindforbindelser, såsom bolte, skruer osv., til at forbinde flanger tættere og give bedre tætningsevne.
Gældende trykniveau
DIN 2503: Generelt egnet til applikationer under lavt eller medium tryk.
DIN 2501: Velegnet til et bredere udvalg af trykniveauer, herunder højtryks- og ultrahøjtrykssystemer.
Samlet set ligger de væsentligste forskelle mellem DIN 2503 og DIN 2501 standarderne i udformningen af tætningsflader, tilslutningsmetoder og anvendelige scenarier.Valget af passende standarder afhænger af specifikke tekniske krav, herunder trykniveauer, krav til tætningsydelse og tilslutningsmetoder.
Indlægstid: Mar-22-2024
